Europæiske eID'er nu tilgængelige i WAYF via NemLog-in

Tjenesteudbydere som aftager NemLog-in/MitID gennem WAYF, kan nu også modtage autentifikationer fra andre EØS-landes nationale digitale identiteter (deres eID'er). Det kræver hverken ændringer i tjenestens integration til WAYF eller særskilt aktivering af nogen art.

NemLog-in er nemlig blevet integreret med den danske eIDAS-gateway, som forbinder Danmark med de øvrige landes nationale eID-løsninger. Og WAYF har – i tæt samarbejde med Digitaliserings­styrelsen – som en af de første NemLog-in-formidlere (“-brokere”) nu gennemført den nødvendige justering af sin integration til NemLog-in; så funktionaliteten er allerede aktiv for de tjenester som i dag modtager NemLog-in/MitID gennem WAYF.

På NemLog-ins login­side fremstår den nye mulighed som fane­bladet “Internationalt” ved siden af “MitID” og “Lokal login”. Her kan brugeren vælge sit hjemland og autentificere sig med et understøttet nationalt eID.

Det betyder at personer med digitale identiteter udstedt i andre EØS-lande nu kan identificere sig digitalt over for WAYFs tjeneste­udbydere gennem NemLog-in. Det er dermed ikke nødvendigt at etablere en særskilt login­løsning for de brugere eller vente på at de får et dansk MitID.

Samme integration – også for udenlandske eID'er

Fra tjenesteud­byderens side er der ingen forskel på integrationen: Interfacet til WAYF er uændret, og har man en integration til WAYF, har man altså også en integration til eIDAS-gateway'en.

WAYF leverer oplysningerne fra den udenlandske autentifikation gennem de samme attributter som ved autentifikation med MitID eller en Lokal IdP – i det omfang de pågældende oplysninger er tilgængelige og frigives i den udenlandske autentifikation.

Ved en autentifikation med et europæisk eID kan tjenesten (i det omfang den er godkendt til det) regne med altid at modtage:

  • fornavn, efternavn og fuldt navn i hhv. gn, sn og cn/displayName;
  • fødselsdato og fødeår i hhv. schacDateOfBirth og schacYearOfBirth; og
  • et europæisk person-ID, fritstående eller som del af eduPersonPrincipalName, som kan korreleres i Once-Only Technical System (OOTS).

Afhængigt af hvilke oplysninger afsender­landet frigiver, kan tjenesten derudover modtage blandt andet nationalitet (schacCountryOfCitizenship), bopælsland (schacCountryOfResidence), køn (schacGender), post­adresse (postalAddress), telefon­nummer (telephoneNumber) og mail­adresse (mail).

I eduPersonAssurance kan tjenesten desuden aflæse med hvilken styrke brugeren er identitets­sikret i afsender­landet og autentificeret – på lavt, betydeligt eller højt niveau.

Udenlandsk eID kan kobles til dansk CPR-nummer

Har en udenlandsk bruger et dansk CPR-nummer, kan det knyttes til brugerens nationale eID fra hjem­landet. Det gør det muligt at genkende brugeren med det pågældende eID i danske systemer hvor personen allerede er oprettet med sit CPR-nummer.

Digitaliserings­styrelsen beskriver processen nærmere på borger.dk.

Til tjenester i WAYF vil CPR-nummeret hvis det er der, blive leveret helt som ellers, nemlig i attributten schacPersonalUniqueID eller norEduPersonNIN.

Relevant før, under og efter tilknytningen til en institution

Muligheden er blandt andet relevant når forsknings- og uddannelses­institutioner har digital kontakt med borgere i andre europæiske lande før, under eller efter deres tilknytning til institutionen.

Det kan fx være i forbindelse med:

  • ansøgning og optagelse;
  • immatrikulering;
  • udveksling og international mobilitet;
  • ansættelse;
  • adgang til tjenester før et dansk MitID er etableret; eller
  • opfølgning efter afsluttet studie- eller ansættelsesforhold.

For WAYFs NemLog-in-aftagere betyder ændringen dermed at den eksisterende integration nu kan anvendes til digital identifikation af en bredere gruppe brugere – uden at tjeneste­udbyderen skal ændre i sin eksisterende integration.