Acentio nu med i WAYF – UCL er første institution

Den digitale indkøbs- og økonomi­platform Acentio er nu blevet optaget i WAYF. Dermed kan danske og nord­atlantiske forsknings- og uddannelses­institutioner som benytter Acentio, give deres medarbejdere adgang til platformen med deres vante institutions­login – uden at skulle etablere og vedligeholde særskilte single sign-on-integrationer.

Acentio er en digital platform til styring og automatisering af indkøbs- og økonomi­processer i offentlige og private organisationer. Platformen understøtter hele forløbet fra indkøb til betaling, herunder kontrakt­styring, e-handel, samarbejde med leverandører og faktura­håndtering. Formålet er blandt andet at reducere manuel administration og skabe bedre overblik og kontrol med organisationens indkøb og økonomiske dispositioner.

UCL Erhvervs­akademi og Professions­højskole bliver den første institution i WAYF-fællesskabet til at benytte den nye login­mulighed. Medarbejdere ved UCL kan dermed tilgå Acentio med deres eksisterende institutions­identitet frem for at skulle anvende et særskilt login til platformen.

For UCL betyder tilslutningen at institutionen ikke selv skal etablere eller vedligeholde en teknisk single sign-on-forbindelse til Acentio. Samtidig kan institutionen genbruge sin eksisterende bruger­styring, så adgangen til platformen følger medarbejdernes digitale identiteter ved institutionen.

Men WAYF er mere end – og ikke primært – en fælles teknisk infrastruktur. WAYF er først og fremmest et tillids­fællesskab, hvor institutioner og tjeneste­udbydere er underlagt fælles regler for forvaltning og udveksling af digitale identiteter og behandling af person­oplysninger. Deltagerne kan dermed basere deres samarbejde på et fælles grundlag frem for hver især at skulle etablere den nødvendige tillid fra bunden. Det er altså ikke kun login­integrationerne der skaleres – det gør tilliden også.

Samtidig understøtter den fælles infrastruktur institutionernes digitale suverænitet: WAYF bygger på åbne, internationalt forankrede standarder og forudsætter ikke bestemte leverandørers login­produkter eller proprietære integrationer. Institutionerne bevarer kontrollen over deres egen identitets­infrastruktur og kan eksempelvis skifte login­system uden at skulle omlægge forbindelserne til Acentio og andre tjenester i WAYF. Dermed mindskes afhængigheden af enkelte teknologi­leverandører.

Også for Acentio er der fordele ved tilslutningen: Med implementeringen af WAYF som sektorens fælles SSO-grænseflade har virksomheden nu mulighed for at tilbyde fødereret login til hver enkelt institutions­kunde i sektoren med minimalt yderligere integrations­arbejde – og skal ikke forholde sig til hvilket konkret login­produkt kunden bruger, eller om kunden skifter sit login­system. WAYF-integrationen giver også enkel adgang til logins fra udenlanske institutioner i fx Sverige og Norge.

Institutioner som er kunder hos Acentio og ønsker at tilgå tjenesten med deres interne login, skal henvende sig til Acentio for at få den allerede etablerede adgangs­mulighed her aktiveret.