Af Mikkel Hald, 08/08/23
JobTeaser er en online karriereplatform hvor studerende kan finde oplysninger om virksomheder såvel som praktikpladser og jobannoncer – og den er nu tilgængelig i WAYF, pga. eduGAIN. Danske uddannelsesinstitutioner som er tilsluttet WAYF og kunder hos JobTeaser, har derfor nu mulighed for at lade deres studerende tilgå platformen med deres vante institutionslogin – uden at hver institution skal gennemføre nogen teknisk integration. Hver kundeinstitution hos JobTeaser skal med WAYF heller ikke bruge ressourcer på at vedligeholde en særlig forbindelse til JobTeaser – og alligevel opnår institutionens studerende single sign-on i browseren med alle webtjenester som de tilgår via institutionens loginsystem.
Denne enkle mulighed for at tilgå JobTeasers platform er blevet til igennem det internationale samarbejde eduGAIN — hvor WAYF har åbnet for at brugere med konti ved WAYFs institutioner kan tilgå JobTeaser i vores tyske søsterføderation, DFN-AAI. Blandt de første institutioner til at udnytte muligheden for indsatsløs adgang til JobTeaser er Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet.