Af Mikkel Hald, 27/06/18
Mandag den 2. juli begynder WAYF at sætte sin nye softwareplatform i drift. Brugeroplevelsen vil grundlæggende være den samme som man kender fra den hidtidige platform. Et par ting vil dog være anderledes:
WAYF husker hvor man kommer fra
Fremover når man logger ind på en bestemt tjeneste fra den samme institution anden gang i træk, vil WAYF foreslå at man altid logger ind fra den pågældende institution på den tjeneste. Hvis man accepterer dét, vil man fremover se institutionens loginside straks efter at have trykket på tjenestens loginknap, dvs. valget af institution på listen springes over. Denne indstilling er bundet til browseren og kan til enhver tid ændres på adressen my.wayf.dk hvis man får brug for at logge ind på tjenesten fra en anden institution.
Eksempel: En KU-bruger går i sin browser til https://sciencedata.dk for første gang og trykker på Log ind via institution, vælger Københavns Universitet på listen, logger ind med sin KU-konto og får adgang til tjenesten Science Data. Dagen efter går han i samme browser til https://sciencedata.dk igen, trykker på Log ind via institution igen og vælger Københavns Universitet på listen igen — men bliver nu spurgt om han altid vil logge ind på Science Data fra Københavns Universitet. Han trykker på OK, logger ind med sin KU-konto og får adgang til Science Data som dagen før. Da han nogle dage efter igen går til https://sciencedata.dk og trykker på Log ind via institution, ser han som det næste straks loginsiden for Københavns Universitet — han bliver ikke spurgt hvor han kommer fra.
Man oplyses om databehandling kun første gang man logger ind
I de tilfælde hvor brugerens oplysninger skifter hænder fra én dataansvarlig til en anden, vil WAYF i stedet for den hidtidige samtykkedialog vise en side som oplyser brugeren om hvilke oplysninger om ham der videregives fra hvilken institution til hvilken tjenesteudbyder, og til hvilket formål. Oplysningssiden vises kun for brugeren første gang han tilgår en given tjeneste fra en bestemt institution. Hvis brugeren ønsker at se oplysningssiden igen, kan han gå til my.wayf.dk (“myWAYF”) og slette browserens registrering af at oplysningssiden blev vist da brugeren første gang tilgik den pågældende tjeneste fra den pågældende institution.