Af Mikkel Hald, 24/07/24
Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) – som står for indkøbsaftaler med leverandører til det offentlige – har netop fået sine selvbetjeningsløsninger tilsluttet WAYF. Det betyder at WAYFs brugerorganisationer fra og med 27. august 2024 har mulighed for uden videre at lade deres brugere tilgå SKI's selvbetjeningsløsninger med deres vante institutionslogin – dvs. uden at nogen af organisationerne skal lave nogen teknisk integration til SKI: De er allerede forbundet til SKI – fordi de er forbundet til WAYF. Og med nøjagtig samme slutbrugeroplevelse som ved en direkte forbindelse.
Brugerorganisationer som vil udnytte muligheden for indsatsløs integration til SKI, skal blot meddele deres kontakt hos SKI at de vil bruge WAYF – så sætter SKI det op nemt og hurtigt. Muligvis vil SKI allerede før henvendelsen have sat institutionen op til at bruge WAYF – og i så fald vil adgangen rent teknisk virke allerede nu. Forbindelsen kan etableres og afprøves straks, men giver først adgang til produktionssystemer fra den 27. august – hvor SKI sætter sit nye single-sign-on-system i drift.